Der var engang en solsikke, der hed Sofus.
Sofus var ikke som de andre solsikker. Mens alle hans venner stod pænt og drejede sig mod solen, havde Sofus besluttet sig for, at han ville være anderledes. “Hvorfor altid glo på solen?” tænkte han. “Den har jeg jo set før.”
Så i stedet begyndte Sofus at vende sig mod… månen.
Hver nat stod han stolt og kiggede op på den lille, blege måne, mens de andre solsikker sov. Problemet var bare, at han blev lidt træt om dagen, så han hang altid med hovedet, når solen skinnede.
De andre solsikker hviskede:
“Se på Sofus… han er da helt forkert på den.”
En dag kom en forbipasserende snegl forbi og sagde:
“Undskyld, men… du ved godt, du er en solsikke, ikke?”
Sofus sukkede.
“Ja ja, men nogen skal jo være månesikke.”
Sneglen tænkte sig om og sagde:
“Fair nok. Men du ser lidt vissen ud.”
Sofus overvejede det… og næste morgen prøvede han forsigtigt at vende sig mod solen igen.
“Hmm… okay,” sagde han. “Den er faktisk ret rar.”
Siden den dag gjorde Sofus som de andre om dagen…
men om natten smugkiggede han stadig lidt på månen.
Bare for at være lidt speciel 🌻
Tilføj kommentar
Kommentarer