Der er noget ved pels, som får mig til at føle mig som en prinsesse af et koldt land. Ikke i eventyrets uskyldige forstand, men i den tunge, historiske, næsten arkaiske betydning. Noget gammelt. Noget magtfuldt. Noget, der bærer spor af overlevelse, vinter og stilhed.
Når jeg rører ved den, er det som at træde ind i en anden tid. Jeg tænker på Mesopotamien, på kongelige sale badet i faklernes varme lys, på vinternætter på et slot, hvor kulden udenfor er absolut, og hvor luksus ikke er pynt, men nødvendighed. Pels er ikke bare materiale – det er en stemning, en hukommelse, en kropslig erindring om kulde og beskyttelse.
Jeg ved godt, det ikke er etisk. Jeg ved, at denne skønhed har en pris, som ikke kan romantiseres væk. Og jeg prøver heller ikke. Men følelsen er der alligevel. Den æstetiske dragning. Den måde det får mig til at bære mig selv anderledes på, rankere, mere bevidst, som om jeg træder ind i en rolle, der er ældre end mig selv.
Dette er ikke en undskyldning og ikke en opfordring. Det er en æstetisk bekendelse. En erkendelse af, at nogle ting rører ved noget dybt og ubehageligt i os – et sted hvor viden og begær ikke altid går hånd i hånd. Jeg skriver det, fordi jeg hellere vil stå i spændingen end skjule den.
Men bortset fra det er jeg helt vild med hvid pels. Og det er i alle afskygninger. Her er det kaninpels, sælpels og minkpels.
Da jeg ikke er sponsoreret, så vil jeg ikke skrive, hvor de forskellige ting er købt, men blot frivilligt henvise til en fantastisk butik, der har de lækreste ting:https://frejaskind.dk/?gad_source=1&gad_campaignid=23370041891&gbraid=0AAAAACxn9T4uq-7P6M-YRmBy5qpWZf0mS&gclid=Cj0KCQiA6sjKBhCSARIsAJvYcpP2wxQlS7RyuLaGRViUYj5Uz299LoGehGTkRIcgHNFCcyskKyExGv4aAsxaEALw_wcB
Tilføj kommentar
Kommentarer